"Schweiss" er tysk for vildtblod. Det er også dansk jægersprog for det samme. En schweisshund er en hund, der er trænet i at opspore såret hjortevildt. I Danmark har der siden 1974 eksisteret et register over sådanne hunde og deres førere. Hvis hjortevildt anskydes eller påkøres, kan jægeren eller bilisten tilkalde en af de ca. 160 registrerede schweisshundeførere. Hvis der i forbindelse med jagt på hjortevildt er sikre tegn på anskydning, og vildtet ikke er fundet inden 6 dagtimer, skal jægeren ifølge jagtloven tilkalde en schweisshundefører. Dette gælder dog ikke, hvis vildtet har været forsøgt opsporet med en hundefører og hund, der har fået 1. præmie på en godkendt sporprøve. I jagtsæsonen 2001/02 har schweisshundeførerne været tilkaldt i 7337 tilfælde, hvor hjortevildt har været anskudt eller påkørt. 56,6% af eftersøgningerne har resulteret i, at hundene fandt vildtet.

Det er Skov- og Naturstyrelsen, som administrerer Schweisshunderegistret og udsteder legitimationskort til schweisshundeførerne, som dermed får ret til at eftersøge vildtet også på naboarealer.

Remedier

Den første forudsætning for at lykkes med schweiss, er at man har en hund som er glad for at bruge sin næse. Dernæst, at man selv optræder meget roligt, og husker at her er det hunden som er midtpunkt. Du kan overhovedet ikke være med – kun hunden har en næse som er god nok til at finde sporet. Derfor, lad hunden føre. Glem alt om lydighedstræning – her er det dig, som skal være lydig og føje hunden.

Før du starter, skal du have følgende ting:

1.      Okseblod. Det SKAL være okseblod, eller i hvert fald blod fra klovbærende dyr.

2.      Lang sporline. (Mindst 9 meter – jo længere jo bedre)

3.      Bredt halsbånd, som KUN bruges til schweiss.

4.      Evt. sporsko

5.      Tøjklemmer (ca. 20 stk.)

6.      En dråbeflaske (købes hos Matas eller apoteket)

7.      Et "dyr", d.v.s. et skind fra et klovbærende dyr.

Okseblodet skaffer du ved at henvende dig til et kreaturslagteri. Blodet skal fryses i portioner af ca. 3 dl. Når du skal bruge det, tager du det op af fryseren i god tid (aftenen før).

Halsbåndet skal være så bredt som muligt, for at være mindst muligt ubehageligt for hunden, hvis den kommer til at trække i linen. Halsbåndet må KUN bruges til schweisstræning, da det skal blive en "udløser" for hunden til at starte koncentration og ro.

Tøjklemmerne skal være af plast – gerne gule. Dem skal du bruge til at markere sporet i skoven med. Man kan IKKE huske hvor det er, det SKAL markeres. Der skal markeres ca. for hver 3-4 meter. Sørg for at have rigeligt med klemmer. I starten bruger man flest. Når hunden er rutineret, kan man bruge færre.

Dråbeflasken bruges til at dryppe blod med. Nogle bruger en gammel ketchupflaske, opvaskeflaske ell. lign., men hullet er som regel for stort i disse flasker. Der skal kun dryppes 1-3 dråber hvert sted.

Fremgangsmåde

Udlægning af spor.

Find et skov/kratareal, hvor der ikke færdes alt for mange mennesker. Læg gerne sporet en kølig, fugtig morgen, da færden så er størst. Læg altid sporet med gummistøvler på, da disse afgiver mindst fært.

Find et startsted, hvor du sparker jorden til side så startstedet er tydeligt markeret. Husk at afmærke med en klemme. På selve startstedet, drypper du rigeligt blod (10-20 dråber). Dette skal symbolisere "skudstedet". Dryp også rigeligt blod den første meter, i den retning hvor sporet går. Nu tager du flasken i venstre hånd, og drypper en lille smule blod ud hver gang du sætter venstre fod i jorden, altså for hver ca. 1 meter. HUSK at markere i træerne/buskene med klemmer!! Hvis du samtidig tæller antal gange du sætter venstre fod i jorden, ved du nogenlunde hvor mange meter sporet er. De første gange, skal du ikke lave knæk på sporet, men lade det gå nogenlunde lige ud.

Når du har gået ca. 100 meter, drypper du igen rigeligt schweiss, og lægger "dyret" for enden. HUSK klemmer! Gå tilbage i en lang bue udenom sporet, så du ikke kommer til at træde i sporet.

Der skal bruges max. 2½ dl. blod til et 100 meter spor. Hvis du bruger mindre er det fint, men i starten er man tilbøjelig til at bruge for meget. Man hjælper IKKE hunden ved at bruge for meget – sværhedsgraden ligger i hvor længe sporet har hvilet – ikke i hvor meget schweiss der er. Blodet må ikke dryppes for tæt og for meget – hver eneste dråbe skal opsøges.

Tag hjem og forbered dig selv og hunden mentalt. Lad være med at aktivere den helt vildt, for vi ønsker mindst af alt en træt hund.

Slap af, og hold rolig kontakt med hunden. Den må gerne føle at den er noget specielt i dag. Vent et par timer, og tag så af sted sammen med hunden til startstedet.

Selve sporsøget

Lad hunden lufte sig og evt. "rende det værste af sig", men sørg så for at den bliver rolig. Ro og atter ro er nøgleord i schweiss. Skæld ikke ud, hæv ikke stemmen, men tal hele tiden roligt og fattet til hunden.

Når I begge er klar, går I frem mod startstedet. Hold hunden i snor. Ca. 5-10 meter før selve "anskudsstedet", lægger du hunden af. Jeg skriver med vilje ikke dækker af for hunden er ikke under kommandoen dæk. Sæt dig evt. på hug, og få lige så stille hunden til at lægge sig. Når den ligger, tager du din sporline og halsbånd. Rul linen ud, startende fra hvor hunden ligger, og i fuld længde bagud. Sæt halsbåndet på hunden, og kobl linen på. Gå stille og roligt til startstedet, men lad hunden ligge. Hvis den rejser sig for at følge efter, skal du huske ikke at råbe nej til den, men tal sagte og roligt. Når der er ro på hunden går du til startstedet. Sæt dig på hug og "undersøg" stedet. Rod lidt i jorden, og hold øje med hunden. Den vil garanteret følge meget nøje med i, hvad du foretager dig. Hvis den ikke er særlig interesseret, tager du en håndfuld blade og kaster i luften og fanger dens opmærksomhed. Når hunden er opmærksom på hvad du laver, kalder du sagte dens navn. Nogle hunde kommer af sig selv krybende for at se hvad du har gang i, andre skal kaldes på. Hvis du har en hund som flyver af sted som en raket når den hører sit navn, må du stoppe dens iver, ved at tale roligt til den. Når hunden er hos dig, peger du ned på startstedet og lader den undersøge det. Nogle hunde vil af sig selv begynde at søge i sporets retning, andre vil begynde at "grave" på anskudsstedet (første gang). Hvis den begynder at grave, siger du blidt "nej" og peger med en fejende bevægelse mod sporretningen. De fleste hunde fatter lynhurtigt hvad det går ud på. Når hunden begynder at gå i retning af sporet, samler du linen op fra jorden, ca. midt på linen. Lad resten slæbe. Du må IKKE "rinke op" – linen skal altid slæbe. I øvrigt er det en god ide at have handsker på, da det kan være hårdt for hænderne hvis hunden trækker meget.

Du skal ikke snakke til hunden – den skal selv gøre arbejdet. Hvis du snakker for meget, kan det gå ud over hundens koncentration. Hvis den går af sporet, skal du ikke hjælpe. Vent og se om den selv finder tilbage. Hvis det hele er helt håbløst, kan du prøve at få hunden til at gå på tværs af sporet, og se om den ikke samler op igen. Ellers må du afbryde og selv lede efter en bloddråbe som du kan vise hunden. Men, hvis din hund er vant til sporsøg, skulle det ikke give problemer.

Du skal hele tiden holde dig bag hunden, og husk ikke at rinke op i linen. Du må ikke slippe hunden, men heller aldrig trække i linen. Et pludseligt ryk i linen, kan få hunden til at miste koncentrationen. Du skal faktisk bare sørge for at linen ikke hænger fast i grene og lign.

Hvis alt går som planlagt, ender I ved "dyret". Og SÅ skal der festes. Råb og dans og slå vejrmøller af glæde. Hunden skal naturligvis ikke apportere dyret – blot markere at det er fundet. Nogle hunde følger trang til at "slå dyret ihjeld", og det er tilladt. Dog ikke alt for "morderiske" tendenser. Hvis man arbejder med et rigtigt dyr (udstoppet), må hunden tage halsgreb. Hav gerne nogle rigtig dejlige guffer med, som du skamfodrer hunden med efter endt arbejde.

Hvis det ikke går helt som forventet, skal du gelejde hunden på rette vej, og finde dyret ved fælles hjælp. Sporet skal ALTID ende med succes!! Hunden er ALTID dagens mand i skysovs – uanset hvordan indsatsen har været.

Det er en god ide at føre dagbog over de enkelte spor. Altså, både hvor langt, hvor og hvornår sporet er lagt. Hvordan vejret og temperaturen var. Hvordan hunden reagerer, arbejder, og evt. fejl. Man kan nemlig nemt komme ud for at man har gået flere spor med succes, og pludselig en dag vil det ikke lykkes. Så er det rart at have en dagbog, som kan fortælle de forskellige omstændigheder, hvorunder hunden har arbejdet. Måske viser det sig at alle tidligere spor har været i stille fugtigt vejr, og denne gang var der tørt og blæsende. Jamen så er det jo en ny situation for hunden. Dagbogen kan også vise om det er de samme ting gang på gang som gør at hunden "fejler". Når man har gået flere forskellige spor, kan man nemlig ikke huske dem fra hinanden.

Det kan også være at den pludselig går af sporet – tilsyneladende uden grund. Men måske har der i ventetiden gået et levende rådyr på tværs af sporet, og det er det spor hunden optager. Eller nogle mennesker har gået tur i skoven og "jokket" rundt i sporet og trådt blod rundt omkring. Alle sådanne "fælder" kan man komme ud for, og det er her vigtigt at kende forskel på om hunden rent faktisk følger et spor, eller bare er ukoncentreret og pjattet. Hvis det sidste er tilfældet, kan det være fordi opgaven er for svær, og man må hjælpe den lidt på vej. Hvis den har optaget et frisk spor, må man vente og se om den vender tilbage til det oprindelige spor, eller optager forfølgelsen på dyret. Hvis det er tilfældet, må man ligeledes hjælpe den tilbage til sporet. Men husk – ALDRIG at irettesætte eller skælde ud.

Når man er blevet lidt mere rutineret, kan man øge sværhedsgraden ved at lægge spor og kun markere med klemmer ved start og slutstedet. Det gør nemlig at man er NØDT til at stole på hunden. Endnu sværere bliver det hvis man får en anden til at lægge sporet. Ikke sværere for hunden – men for dig som hundefører, at ville "bestemme" hvad vej I skal gå. Så bliver det virkelig udelukkende hundens næse som bestemmer. Det er faktisk ret sjovt.

Efterhånden kan man lægge knæk på sporet. I starten skal det ikke været skarpere end ca. 20-35 grader, nærmest en bue.

Senere kan man lægge skarpe knæk, gå tilbage i samme spor, krydse sit eget spor og evt. gå over en å. Vi skulle gerne ende med at sporet er 400-600m langt på 2½ dl blod. Når man kommer til et sted hvor der er skarpe knæk, kan hunden finde på at "ringe". D.v.s. at den fortsætter (fordi den tror at sporet går lige ud). Når den så finder ud af at den har mistet sporet, går den tilbage og går i ring om det sidste sted den fandt blod. Dette er IKKE en fejl! Faktisk belønnes det ved prøver, da det netop viser at hunden grundigt undersøger terrænet, i stedet for bare at fise videre til højre eller venstre.

Når den ringer, "fanger" den sporet igen, og optager arbejdet. Hvis den skulle være uheldig at fange det "gamle" spor, skal den nok finde ud af det. Den kan sagtens lugte at sporet går den "forkerte" vej. Altså at sporet bliver ældre og ældre i stedet for nyere og nyere, og så ringer den igen for at finde den nye retning.